Om mig
Mit navn er Jes Peter Mikkelsen, jeg er certificeret Manuvision kropsterapeut og -træner. En helhedsorienteret behandlingsform der er dybdegående, effektiv og hvor kropsbevidsthed er et centralt læringsmål.
Derudover har jeg arbejdet med generel sundhed i mere end 10 år, og jeg er uddannet pædagog – en uddannelse, jeg tog efter en personlig oplevelse, hvor mine drømme led et knæk grundet en konstateret kronisk sygdom og en krop, der alt for tidligt var slidt og misbrugt som følge af en dårlig livsstil.
Som certificeret kropsterapeut og uddannet pædagog har jeg en grundig forståelse for forbindelsen mellem kropslige og psykiske symptomer – og nervesystemets rolle i at opnå fysisk og psykisk balance.
Jeg brænder for at støtte andre i at skabe en stærkere forbindelse til sig selv, udfolde deres potentiale og give slip på de dårlige vaner og mønstre, vi som individer har tillært os igennem livet. For mig er det vejen til individuel sundhed.
Jeg elsker mit arbejde i klinikken - det tætte møde med mennesker, at hjælpe dem på vej, og det at sende glade, lettede klienter ud af døren igen efter en behandling.
Mit primære job er klinikken, men også jeg har brug for at bruge min egen krop - noget jeg elsker at gøre i naturen. Jeg går ofte ture med min hund eller tager på udflugter med min familie. Du kan også se mig i andres haver en gang imellem, for det er et frirum, hvor jeg kan give mig fuldt hen og knokle, med det der ønskes eller foreslås.
Min intro til livsstils sygdom
I 2006 fik jeg den første advarsel – lyt til mig, eller jeg lægger dig ned. Det føltes som en kniv i min højre nyre. Jeg tog på skadestuen, blev indlagt og overvåget i et par dage, men de fandt ikke ud af, hvad det var.
Ung og uovervindelig fortsatte jeg med mere end fuldtidsjob som tjener, byture, ingen søvn og masser af overfladiske relationer – heldigvis også en masse godt.
I 2008 begyndte jeg at træne færdigheder og søgte ind hos Jægerkorpset. I 2009 tog jeg til optagelse, og netop her, under en løbetest, blev jeg dårlig. Jeg kom kun lige igennem med et godkendt resultat, hvilket i sig selv var dårligt for mig. Oven i det var urinprøven, jeg skulle aflægge efter testen, sort.
Jeg vidste, hvad klokken var slået, og jeg måtte drage hjem og opsøge min egen læge for at finde svar på mit helbred.
Knust i drømmen tog jeg hjem, kontaktede min læge og blev sendt videre til sygehuset for yderligere undersøgelser. På sygehuset mødte jeg en anden virkelighed. Blandt andet mødte jeg mennesker, der fik dialyse dagligt. Jeg oplevede dem som tomme i blikket, og der var intet liv at spore i deres ansigter – her vidste jeg, at jeg ikke ville blive.
Men jeg var der jo for at få taget en biopsi af min egen nyre på grund af blodet, der havde gjort urinen sort. Biopsien blev taget, og jeg fik svar: Det så ikke godt ud. Jeg led af glomerulonefritis(nyrebetændelse).
Behandlingen var kemoterapi – én gang om måneden i seks måneder. Jeg var skræmt. Har jeg kræft?
Nej, men du har et forstadie til eventuel cancer, var lægens svar.
Uden en anelse om, hvad jeg gik ind til, sagde jeg ja. Jeg regnede med, at det var sådan, man gjorde – og den eneste mulige vej væk fra min SYGDOM.
Heldigvis mødte jeg i denne tid også andre skelsættende mennesker.